Når vi designer til følelserne, er der større chancer for succes

Når vi designer til følelserne, er der større chance for, at det, vi skaber, faktisk bliver en succes.

Jeg har genbesøgt Don Norman – ofte kaldt fadderen til UX-design – og bliver igen mindet om, hvor tidløse mange af hans indsigter er.
Hans grundprincipper er enkle:
Observer. Test. Iterér. Lær.

Og alligevel ved de fleste af os, hvor svært det kan være at gøre ordentligt i praksis.
Jeg har selv arbejdet med disse principper i mere end 10 år, primært i komplekse IT- og organisationssammenhænge.

Noget af det, jeg har lært undervejs, er netop det Norman peger på:
At man ikke altid kan se brugen af et system.
Ofte må man spørge, lytte og observere over tid, før mønstre og friktion viser sig.
Det, jeg altid har værdsat hos Don Norman, er, at han bliver ved med at udvide designbegrebet.

Han stopper ikke ved brugercentrering, men peger også på det, han kalder humanity-centered design – som en invitation til at tænke bredere og mere ansvarligt.

Og så er der hans arbejde med emotional design – som jeg vender tilbage til igen og igen.

Han minder os om noget meget grundlæggende:
At mennesker føler, før de forstår.

Hvis noget føles frustrerende, koldt eller uigennemskueligt, vil vi ofte undgå det – også selvom det rationelt er "det rigtige valg".
Omvendt kan noget, der er let, rart og næsten lidt kærligt at bruge, skabe loyalitet, tillid og lyst til at passe på det.
Jeg kan ikke lade være med at smile, når han taler om det.
Han er en sjov ældre herre – men også ekstremt skarp – og hans pointe er stadig højaktuel:
Design uden følelser er sjældent bæredygtigt i længden.

For mig hænger det også sammen med min egen bevægelse ind i sansedesign.
I at forstå, hvordan oplevelser, rum, systemer og arbejdsmiljøer påvirker os – ofte mere subtilt, end vi lige opdager.
Ikke for at konkludere.
Men for at lære.