Mit første skridt dybere ind i sansedesign

Mit første skridt dybere ind i sansedesign

At designe med sanserne er aldrig kun et produkt, en oplevelse eller en service.
Det er et aftryk i mennesker.

Og denne uge har mindet mig om, hvor dybt det aftryk kan gå, når vi arbejder med sanserne – ikke som pynt, men som bærende lag i oplevelsen.


Jeg er begyndt min rejse hos Jinsop Lee og hans 5 Sense Graph – en enkel, men overraskende kraftfuld metode til at forstå, hvordan en oplevelse mærkes.
Jo flere sanser vi inviterer ind, jo stærkere bliver forbindelsen mellem mennesket og det, vi skaber.

Dernæst landede jeg hos Ingrid Fetell Lee.
Hendes forskning i Aesthetics of Joy åbnede et nyt rum for mig: at glæde kan designes – som stemning, rytme og resonans.

Lys. Levende farver. Runde former. Et glimt af natur. Leg. Taktile materialer. Bevægelse. Lyde. Overraskelser.

Små greb, der ikke kun påvirker os nu og her, men bygger relationer over tid.
Hun gav mig også begrebet Joyspotting.

Det handler om at få øje på de små øjeblikke, der tænder et smil og skaber varme i kroppen:

Katten, der soler sig i gårdspladsen. Din hund, der insisterer på at sidde helt tæt. Vanddråber på græsset. Et mønster af prikker eller glitter, der fanger øjet. Fem minutters fordybelse i leg med dit barn.


Flygtige glimt af glæde, der kan skifte vores fokus og regulere nervesystemet.
Glæde er en fysisk respons på omgivelserne.
Den ændrer hjerterytmen, blodgennemstrømningen, ansigtsudtrykket og kroppens holdning.


Den gør os mere åbne og nærværende – og derfor skaber den dybere relationer.
Og selv når glæden er kortvarig, kan vi bringe den tilbage gennem visualisering og mærke energien igen.


Hvor i kroppen sætter den sig hos dig?
Det står også klart for mig, at sansedesign ikke handler om at pifte noget op.
Det handler om at skabe rum, produkter, oplevelser og processer, der føles rigtige.
Regenerative rum, der giver energi tilbage. Rum og oplevelser, der skaber tryghed, kreativitet og tilhørsforhold.
Design, der bliver hos os, længe efter vi har forladt det.

Har du oplevet et øjeblik, hvor dine sanser blev aktiveret – og gjorde en forskel?
En lyd. En duft. Et materiale. Et rum. En detalje, der blev siddende.

Share